Vesterhavet

Søndagshygge

I skyggen af hængebirkens grene lukker jeg øjnene og hører Vesterhavet kalde. Ganske, ganske sagte hvisker det til mig i bladene fra birken. Hvisler. Jeg længes. Længes efter morgener med sand mellem tæerne. Fodspor i vandkanten. Små krusninger på vandet. Bølgernes brusen. Jeg lytter. Kniber øjnene mere sammen. Og ud af den stille hvisken gror pludseligt et uforsonligt brøl og en blæst, der rusker i mig, til jeg glemmer mig selv. Et forførende vacuum, der kommer af duften af hav, vindens rusken og smagen af salt. Jeg opdager, at jeg holder vejret. Bliver ved. Bliver ved, til det gør ondt. Til jeg bliver nødt til at slippe. Og når jeg slipper, snapper jeg efter vejret.  Efter livet. Og så kommer tomheden. Jeg åbner øjnene. De grønne blade danser i solen. Danser små mosaikker frem i lyset, som rammer mine fødder. Jeg lægger mærke til, hvor blege de er. Årerne står tydeligt frem og snor sig fra den udtørrede hæl og frem til storetåen. Jeg strækker benet, så jeg kan nå hængebirkens stamme og sætter forsigtigt af, så hængestolen kommer i bevægelse. Med øjnene lukkede duver jeg i vinden som en skibsbrudden.

Advertisements

Vingeslag

Den Nye Skriveskole

REVIDERET UDGAVE

Det sidste slag rammer mig i ryggen, idet jeg er på vej ud af rummet. Mit hoved rammer dørkarmen i faldet og smerten breder sig som en stram hinde. Jeg rejser mig til lyden af hans dovne latter, vakler ud på badeværelset og låser døren efter mig. Sætter mig forsigtigt på kanten af badekarret, hviler albuerne på knæene og læner mig frem. De knækkede sten i terrazzogulvet danser en stille dans mellem mine bare fødder og det er mens jeg betragter dem, at jeg mærker, at det er ved at ske. Jeg bøjer mig længere frem, smiler træt og glemmer smerterne. Det er længe siden, at jeg sidst har mærket den fyldige fornemmelse i næsen. Smagt blodet bagerst i munden, hvor drøblen vogter. Men der er ingen tvivl. Jeg lukker øjnene. Har kun brug for at føle. Smage. Jeg har været her før. Ved præcis, hvornår jeg skal åbne dem igen. For at betragte blodet, som vil falde fra min næse i en dråbe så tyk og tung, at verden drejer en anelse mere langsomt om sig selv, end den plejer. Dråbens flugt vil trodse tyngdeloven og lande med et dovent smæld mod terrazzogulvet. Lydsporet vil være slukket. Og der vil kun være tilbage at se. Se, hvordan dråberne langsomt hænger i luften og derefter smælder mod gulvet én efter én. De vil smyge sig mellem stenene indtil det bliver én stor trodsig masse, der kæler for gulvet, som til sidst vil blive nødt til at give efter. Uden varsel vil gulvet åbne sig. Og jeg vil falde i en uendelighed i en fortættet stilhed så blid, at alt ophører og kun mit hjertes sagte banken høres som et anslag til noget større. Rummet vil opløses. Jeg vil lukke øjnene igen og slagene vil lyde højere og højere, indtil jeg til sidst er hvert enkelt slag og ud af dem vil jeg rejse mig som den, jeg virkelig er. Stærkere end jeg var. Stærkere end nogen. Og han vil banke på døren. Intetanende om den jeg er blevet, vil han insistere på at blive lukket ind. Uvidende om, at rummet ikke længere findes. At jeg ikke længere er. Han vil kalde. Og hvis han lytter, vil han kunne høre mine vingeslag. Og slagene vil høre op. Få ham til at ophøre med at være. Og af intetheden vil jeg genopstå.

Jeg åbner øjnene. Mærker den første dråbe slippe næsen. Med en doven bevægelse falder den mod gulvet, hvor den med et smæld indleder enden …

—————————————–

OPRINDELIG UDGAVE

Jeg går langsomt ud på badeværelset og låser døren efter mig. Slået ud af kurs, slår jeg toiletsædet ned og sætter mig. Hviler albuerne på knæene og læner mig træt frem, så jeg kan følge de knækkede stens dans mellem mine bare fødder. Og der, mens jeg betragter terrazzogulvet, mærker jeg, at det er ved at ske. Jeg bøjer mig lidt længere frem, smiler forventningsfuldt og glemmer smerterne. Det er længe siden, at jeg sidst har mærket den fyldige fornemmelse i næsen. Smagt blodet bagerst i munden, hvor drøblen vogter. Men der er ingen tvivl. Jeg lukker øjnene. Har kun brug for at føle. Smage. Jeg har været her før. Ved præcis, hvornår jeg skal åbne dem igen. For at betragte blodet, som vil falde fra min næse i en dråbe så tyk og tung, at verden drejer en anelse mere langsomt om sig selv, end den plejer. Dråbens flugt vil trodse tyngdeloven og lande med et dovent smæld mod terrazzogulvet. Lydsporet vil være slukket. Og der vil kun være tilbage at se. Se, hvordan dråberne langsomt hænger i luften og derefter smælder mod gulvet én efter én. De vil smyge sig mellem de sorte, grå og hvide sten indtil det bliver én stor trodsig masse, der kæler for gulvet, som til sidst vil blive nødt til at give efter. Uden varsel vil gulvet åbne sig. Og jeg vil falde i en uendelighed i en fortættet stilhed så blid, at alt ophører og kun mit hjertes sagte banken høres som et anslag til noget større. Rummet vil opløses. Jeg vil lukke øjnene igen og slagene vil lyde højere og højere, indtil jeg til sidst er hvert enkelt slag og ud af dem vil jeg rejse mig som den, jeg virkelig er. Stærkere end jeg var. Stærkere end nogen. Og han vil banke på døren. Intetanende om den jeg er blevet, vil han insistere på at blive lukket ind. Uvidende om, at rummet ikke længere findes. At jeg ikke længere er. Han vil kalde. Og hvis han lytter rigtig godt efter, vil han kunne høre mine vingeslag. Og slagene vil høre op. Få ham til at ophøre med at være. Og af intetheden vil jeg genopstå.

Jeg åbner øjnene. Mærker den første dråbe slippe næsen. Med en doven bevægelse falder den mod gulvet, hvor den med et smæld indleder enden, der er begyndt.

Dansende støvkorn

Den Nye Skriveskole

Det der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Solen faldt ind gennem vinduet og pegede med sine stråler på støvkornene, som hvirvlede op og dansede rundt om hende. Jeg smilede. Hun var usædvanlig smuk, som hun stod der med dansende støvkorn på den nøgne krop. Zlatan havde ikke løjet. ”Kom …”, sagde jeg. Hun kiggede op. Men reagerede ellers ikke. Stod bare i solen mens tårerne løb. Jeg mærkede irritationen vokse. ”Kom nu …”, prøvede jeg igen. Hun bevægede hovedet i et forsigtigt svaj, der mindede mere om en trækning end trods. Fanden heller, tænkte jeg. Jeg rejste mig, greb fat om hendes arm og væltede hende om på sengen. Hun landede på maven og klynkede nu højlydt. Støvkornene dansede nu langs hendes mørke hår ned af ryghvirvlen for så legende at valse sig op på de perfekt formede balder. Jeg satte mig på sengen og lod langsomt min hånd glide ned langs ryggen, forbi hver enkelt ryghvirvel, før den endte på den venstre balde. Venstrehåndsarbejde, tænke jeg og smilede. Ikke at noget samarbejde med Zlatan kunne siges at være venstrehåndsarbejde.

(Den Nye Skriveskole, opgave 00)

For forskruet til lykke …

Søndagshygge

”Tillykke!” Der er et kort ophold mellem ’til’ og ‘lykke’ og tydelig vægt på det ikke eksisterende ‘ø” i lykke. Til … løøøøkke! Hendes ord efterfølges af de obligatoriske kys, som strejfer mine kinder, larmer i mine ører og efterlader en sart duft af kærlighed, som straks efter er væk. “Hvor ser du yndig ud”, tilføjer hun og giver mine overarme et klem. ”Øøndig!

Dagen har allerede været alt for lang og min lunte er kort. Med lyden af kindkys til de andre som underlægningsmusik lukker jeg øjnene. Tiden ophæves og jeg bliver 12 igen. Står i bare tæer i entreen og venter utålmodigt på far. Jeg åbner øjnene og mærker, at livet på nogle punkter føles stort set ens, om man er 12 eller 30. Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding og lover mig selv at lade alt fare. Alt.

Lars dukker op bag mig. Han tøver et øjeblik for længe, mens jeg står i min tidslomme og tager så forsigtigt fat om mine skuldre. Et kort øjeblik har jeg lyst til at lade mig falde. Ophæve tyngdekraften og lade mig falde i en evighed. ”Klara, babe …”, hvisker han, ”… er du ok?”. Intethed. Jeg åbner øjnene og sender ham efter bedste evne et afvæbnende smil. Bedyrer, at jeg er ok. Helt ok.

Ikke at jeg er det, som jeg står her midt i livet med alt i livet omkring mig. Det burde han jo af alle mennesker vide. Men lige præcis nu er måske ikke det bedste tidspunkt at fortælle ham om det i detaljer. Så jeg smiler. Og lover mig selv, at jeg netop nu, hvor jeg går ind i mit 30. år vil gøre op med alle de forpulede lig, jeg har i lasten. Livet er simpelthen for kort til den slags. Til dødvægt. Tung bagage. Og luftige konstruktioner uden indhold og mening. Men først én enkelt teflonbelagt aften mere.

Gæsterne har samlet sig i stuen. Solen står lavt ind gennem de åbne vinduer og cikaderne summer i haven. Vi ligger under æbletræet og griner af skyer, der er formet som numser. Fra de åbne vinduer i havestuen lyder en bas-brummen, der prøver at ramme omtrent de samme toner som skrighalsen, som far lytter til igen og igen. Lars spørger, om vi skal være kærester. Jeg gider ikke, siger jeg og peger på en sky, der til forveksling ligner en heks med kroget næse. Han giver mig et smækkys og skynder sig at løbe gennem hullet i hækken, alt imens han råber ”jo, du VIL”. 

Midtvejs gennem middagen slår Lars på glasset med gaflen og rejser sig. Jeg når at tænke, at jeg rejser mig og går, hvis han med et glimt i øjet og dårlig humor starter ud med at sige, at han ikke er nogen stor taler. Men han siger ikke andet og mere end “Klara … kæreste Klara”. Hvorefter han bukker sig ned og tager mit ansigt mellem sine hænder. Han kigger mig insisterende i øjnene og giver mig et kys, der smager af forår og solsikker. Derefter nikker han til Kasper, som står ved anlægget. Der er helt stille. Selv kindkysseren fra Kirgisistan har ryddet sendefladen. Lidt skratten lyder fra højtalerne.

Det tager ikke mere end et par takter, før jeg genkender Berlioz. Dén Berlioz? Jeg lukker øjnene og glemmer alle omkring mig. Lytter. Gåsehuden vokser i takt med violinernes triller. Det kan ikke være den. Men så sætter mezzosopranen ind. Ganske, ganske stille. Jeg sidder midt i livet med lukkede øjne og smiler. Det er dén! Jeg holder vejret og venter på den perfekte intonation, når hun plukkes. Og præcis der. Lige præcis i det øjeblik hun klokkerent rammer h’et. Falder alt fra hinanden. Lars, dit elendige dumme røvhul, tænker jeg, og kniber øjnene tættere sammen, mens tårerne triller og far danser barfodet gennem stuen. Hans hænder finder mine og jeg holder fast i ham og alt det, som står på og mellem linjerne.

Hvor jeg befinder mig vel …

Søndagshygge

Jeg befinder mig ikke vel her. Uanset, hvor jeg vender mig, kan jeg se, så langt øjet rækker. Det føles utrygt. Uden perspektiv. Den eneste adspredelse på min vej mod ankeret og de vejrbidte træer, som jeg ved, står der, men endnu ikke kan se, er et enkelt får her og der. Små smudsige uldtotter, som forstyrrende bevæger sig rundt i det ellers endeløst ligegyldige landskab af små knolde i varianter af grøn.

Ret fremme har nogen sat en streg præcis der, hvor fast grund møder blåt. Hvor jeg befinder mig vel. Allerede herfra kan jeg se, at det er en af den slags dage, hvor det blå danner farverige fraktaler af mine tanker. Ikke at det gør nogen forskel. Og det er mit mål med at være lige netop dér. At intet gør fra eller til. Modsat havet, som gør mere fra end til. Og netop derfor bevæger jeg mig tværs over marsklandet mod skrænten.

På min vej er blikket fæstet mod jorden og en farbar vej mellem de grønne knolde. Idet jeg når frem afløses knoldene af grus. Og når jeg kigger op, fylder nuancerne af blå præcis det en dyb indånding rummer af dybtfølt glæde. Det blæser uden at suse. Havet skummer uden at rase. Underspillet storhed møder mig præcis dér, hvor jeg er. Som er til venstre for ruinerne. Og til venstre for mig står det vejrbidte træ og det enlige gravsted og skaber en perfekt kulisse op imod havet, som strækker sig direkte op i himlen foran mig.

Under mig rækker de døde fra kirkegården på den anden side af ruinerne ud efter havet og ind imellem slipper jorden sit tag i dem og lader dem fare. Jeg har hørt det. Har aldrig set dem og ved ikke hvor langt de falder. Ikke at det gør nogen forskel, hvis man først er død. Men pudsigt er det, at forfaldet i den grad rummer stilistisk storhed præcis her, hvor himmel møder hav, liv møder død og jeg glemmer mig selv. Her kunne jeg blive for evigt. Eller i hvert fald til kaffen slipper op og kulden sætter ind …