Hvor jeg befinder mig vel …

Jeg befinder mig ikke vel her. Uanset, hvor jeg vender mig, kan jeg se, så langt øjet rækker. Det føles utrygt. Uden perspektiv. Den eneste adspredelse på min vej mod ankeret og de vejrbidte træer, som jeg ved, står der, men endnu ikke kan se, er et enkelt får her og der. Små smudsige uldtotter, som forstyrrende bevæger sig rundt i det ellers endeløst ligegyldige landskab af små knolde i varianter af grøn.

Ret fremme har nogen sat en streg præcis der, hvor fast grund møder blåt. Hvor jeg befinder mig vel. Allerede herfra kan jeg se, at det er en af den slags dage, hvor det blå danner farverige fraktaler af mine tanker. Ikke at det gør nogen forskel. Og det er mit mål med at være lige netop dér. At intet gør fra eller til. Modsat havet, som gør mere fra end til. Og netop derfor bevæger jeg mig tværs over marsklandet mod skrænten.

På min vej er blikket fæstet mod jorden og en farbar vej mellem de grønne knolde. Idet jeg når frem afløses knoldene af grus. Og når jeg kigger op, fylder nuancerne af blå præcis det en dyb indånding rummer af dybtfølt glæde. Det blæser uden at suse. Havet skummer uden at rase. Underspillet storhed møder mig præcis dér, hvor jeg er. Som er til venstre for ruinerne. Og til venstre for mig står det vejrbidte træ og det enlige gravsted og skaber en perfekt kulisse op imod havet, som strækker sig direkte op i himlen foran mig.

Under mig rækker de døde fra kirkegården på den anden side af ruinerne ud efter havet og ind imellem slipper jorden sit tag i dem og lader dem fare. Jeg har hørt det. Har aldrig set dem og ved ikke hvor langt de falder. Ikke at det gør nogen forskel, hvis man først er død. Men pudsigt er det, at forfaldet i den grad rummer stilistisk storhed præcis her, hvor himmel møder hav, liv møder død og jeg glemmer mig selv. Her kunne jeg blive for evigt. Eller i hvert fald til kaffen slipper op og kulden sætter ind …